Back

Kapitel 8: … fodboldkampen

”Jeg VIL ikke med,” råber Tristan. ”Det skal du,” siger far. ”Jeg skal jo spille fodbold med Firat,” råber Tristan. ”Det må du gøre i morgen,” siger far. ”Jeg vil gøre det NUUUUU,” råber Tristan. Far tager Tristan under armen, og bærer ham ud i bilen. ”Jeg VIIIIL IIIIIIKE med,” råber Tristan fra vandret position. ”Skal vi så se at komme af sted?” siger far.

Det er en dejlig dag med fine hvide skyer, nænsomt malet på lyseblå baggrund af himmel. De kører ud af indkørslen, og kan se, at der ikke er en krusning på vandet. Kun nogle enkelte sejlskibe der dovent vugger i takt med eftermiddagen. De kan se helt over til Sverige, men de skal nu kun til Herfølge.

”Pakkede du gaven skat?” spørger mor.

Lidt senere kører de ud af indkørslen igen. Denne gang med gaven, og det er stadig en dejlig dag.

”Kan vi høre Voice?” spørger søster. ”Naaa der er en Lester Young plade, jeg gerne vil høre,” siger far. ”Ahh Plllllleeeaaaassseee,” siger søster. ”Jeg kan aldrig høre Voice.” ”Jeg tror, at jeg kører galt, hvis jeg skal lytte til så dårlig musik,” siger far. ”Kom nu kom nu koooom nu,” siger søster. ”Jeg vil rigtig gerne høre det.” ”Okay,” siger far, og slår over på radio.

“Pa pa l' americano

Pa pa l' americano

Pa pa l' americano”

… brøler radioen. ”Nej … og hvad kommer det mig ved,” mumler far. ”Har jeg fået fortalt, at Mia har fået en ny kæreste,” siger mor. ”Nææ,” siger far. ”Han er bare sååå sød ved hende,” siger mor. ”Godt for hende,” mumler far.

De drejer ind på motorvejen, og radioen brøler videre:

“Whisky soda e rockenroll

Whisky soda e rockenroll

Whisky soda e rockenroll”

Lyden fra radioen bliver blandet med en høj biplyd fra bilen. ”Hvad er det?” spørger mor. ”Der er en dør åben!” siger far skingert, og klodser bremserne, mens han trækker bilen ind i nødsporet. ”Hvem åbnede døren?” spørger far strengt. Alle ser hen på Tristan, der sidder, og stirrer stift ned i gulvet. ”Hvorfor åbner du døren Tristan? Det er jo farligt.” ”Det er fordi…,” mumler Tristan. ”Hun sagde jeg skulle.” Han peger på søster. ”Nej jeg gjorde så ej,” siger søster. ”JO! Du sagde jeg ikke turde.” ”Det er ikke det samme, som at jeg sagde du skulle,” siger søster. ”Kan vi ikke bare aftale, at INGEN åbner dørene mens vi kører,” siger far. ”Jo jo,” surmuler Tristan.

”Rah rah ah-ah-ah!

Ro mah ro-mah-mah

Gaga Ooh-la-la!

Want your bad romance”

Radioen buldrer videre.

De kører ind i indkørslen hos moster og onkel.

”Velkommen til. Kom indenfor,” råber Moster gennem køkkenvinduet. ”Vil I have noget at drikke?” ”Gerne,” siger mor. ”Hvad kunne du tænke dig Tristan?” ”Ikke noget,” brummer Tristan. ”Bare lad ham være,” siger far.

Familien sætter sig på terrassen. Tristan sidder på græsset, og glor olmt ned i jorden som en agent, der lige har fået frataget sin licens til at dræbe. Efter lidt tid går far hen til Tristan. ”Jeg tror, onkel har en bold. Kunne du tænke dig, at vi prøver at finde den, og spiller lidt fodbold sammen?” Agenten får sin licens tilbage. ”Jepper Depper!” siger Tristan storsmilende.

Tristan og far går ind i skuret. 20 minutter og 50 flyttekasser senere råber Tristan i triumf: ”Her er den!” Det er en slidt gammel læderbold, der er ret flad, men i samme kasse er der en boldpumpe – der virker. Kunstigt åndedræt til en gammel bold sender Tristans humør helt op på øverste etage.

Spillerne løber ind på grønsværen. Denne eftermiddag er det FC Tristan mod FC Far. Det er sæsonens sidste kamp i den Spanske liga. Mesterskabet er på spil. Det kan vippe til begge sider. Presset på de to hold er enormt. Spillet starter. Tristan modtager bolden midt på banen. Ser sig om. Roligt. Spiller bandespil (med et træ på banen) og scorer koldblodigt. Far modtager en lang bold fra højre, og scorer med en helflugter i det tomme net. Kampen er helt åben. Bolden erobres af Tristan, som skyder imellem benene på målmanden og scorer. Han hedder Tristan. Han er fodboldspiller, og i dag har han guld i støvlerne. Han tilfører spillet noget uberegneligt. Noget fantasifuldt. Han er fodboldens arkitekt. Hans balance i løb med bolden er perfekt, blandet med konstante temposkift. En afvæbnende skarphed. Han er fodboldspiller. Han bevæger sig elegant på banen. Bolden klisteret til foden. Dribler sig igennem forsvaret. Skyder. Placerer bolden helt nede i venstre hjørnet. Far bygger en mur op foran målet. Bolden ryger tilbage mod midten. Tristan er på bolden lynhurtigt. Skrår over. Midterlinjen. Vender sig indad. Skrår over. Vender sig udad. Skrår over og spænder buen til spark mod modstanderens mål. Far laver en tvivlsom tackling, og overtager bolden fra Tristan, der falder om på græsplænen. Far trækker bolden op med højre vrist, jonglerer, først med højre fod så med venstre så på højre lår. Far skyder bolden lidt højere op med højre fod, da bolden vender i luften, trækker far højre fod tilbage, og banker bolden af sted i en perfekt helflugter mod det rækkeværk, der i dagens anledning er opgraderet til mål for FC Tristan. Bolden flyver i en smuk bue, og ligner en meteor, der passerer den blå himmel. Publikum betragter lydløst nærmest i trance den slidte læderbold, der glider over himlen. Som en pludselig indskydelse bliver bolden mindet om jordens tyngdekraft, og starter sin nedtur. Går den i mål? Rammer den overlæggeren? Går den over målet? Den glider få millimeter over rækkeværket ind i naboens have.

”Kliiirrr,” lyder det højt fra den anden side af rækkeværket. ”Jepper Depper,” udbryder Tristan. ”Sejt far!” Far siger ikke noget, men bruger rækkeværket som stige. Tager to skridt op. Han konstaterer, at bolden er gået direkte igennem én rude i naboens drivhus. ”Nå men jeg går lige en tur ind til naboen,” mumler far, og forsvinder ud igennem havelågen.

Far kommer tilbage. De andre er gået i gang med at drikke kaffe og spise æblekage. ”Hvad kunne du tænke dig at drikke Tristan?” spørger moster. ”Vil gerne have cola,” siger Tristan. ”Uha, jeg har vist kun sport og appelsinvand,” siger moster. ”Jeg vil gerne have sport cola,” siger Tristan.

”Nu skal i bare se,” siger moster til Tristan og søster. ”Jeg har noget til jer.” Hun rækker to små figurer frem. De er ca. 10 centimeter høje, og hovedet er dobbelt så langt som benene. Der er en hvid og en sort. Den hvide ser træt ud, og rækker tunge. Den sorte ligner et skelet. ”Hvad er det?” spørger søster irriteret. ”Nu skal I bare se,” siger moster med et øre-til-øre smil. Hun tager skelettet, og trækker det i hovedet. ”Neejjj. Du må ikke ødelægge min,” siger Tristan. ”Bare rolig,” siger moster, og river hovedet af skelettet. Under hovedet er gemt en lille propel, og på ryggen er der en lille knap. ”Se, det er en vifte,” siger moster. Hun trykker skelettet på ryggen, og propellen begynder at snurre hurtigt rundt. ”Sejt,” udbryder Tristan. ”Ihh tak,” siger søster med foragt i stemmen. Tristan snupper den med skelettet, og vifter den frem og tilbage. ”Hvem vil have mere æblekage?” spørger moster. ”Det vil jeg gerne,” siger far. ”Og fjern så den vifte fra mit ansigt Tristan.” ”Jamen du sveder meget,” siger Tristan. ”Vil du være sød, at fjerne den vifte fra mit ansigt?” siger far. ”Okay,” mumler Tristan. ”Mere kage?” siger moster til mor. ”Nej tak, jeg kan ikke mere,” siger mor. ”Og ihh tag det skelet væk Tristan.” ”Okay,” mumler Tristan. ”Må jeg tage hen til Cecilie,” spørger søster. ”Nej,” siger far. ”Og tag så den vifte væk fra mit ansigt.” ”Ahh hvorfor ikke?” siger søster. ”Vi er på besøg,” siger far. ”OG NU SLUKKER DU DEN VIFTE TRISTAN.” ”Hmm,” brummer Tristan. ”Ahh hvor typisk. Jeg må ALDRIG … NOGET,” sprutter søster som en kok, der lige har smagt på et fordærvet stykke torsk. ”Nej altså, nu besøger vi jo moster,” siger mor. Søsters øjne ruller rundt i hovedet. ”Avvvv,” udbryder søster. ”Hvad fanden laver du?” ”Ikke noget,” udbryder Tristan skræmt, mens han betragter sin vifte snurre rundt i søsters lange hår.

”Ahh hvad laver du nu Tristan?” spørger far, og får slukket det løbske skelet. ”Ikk noget,” mumler Tristan. ”Tag den ud,” siger søster skingert. Far begynder at pille viften ud af søsters hår. Viften er snurret grundigt ind i søsters hår. Far bøvler videre. ”Lad mig!” Mor tager over. Mor bøvler videre. ”AVV!” siger søster. ”Hvorfor gør du altid sådan noget?” siger far.” ”Lad mig,” siger moster. Moster tager over, og bøvler en rum tid med at få adskilt skelettet fra søsters hår. ”Den må klippes af,” siger moster. ”NEEEJJJJ ikke klippes!!” skriger søster. Moster er allerede på vej med saksen. Tristan græder. Søster ligner en, der står på klippens yderste kant for at springe sit første bungy-jump. ”Man kommer nok ikke til at kunne se det,” siger mor. Moster klipper navlestrengen til skelettet. ”Bare jeg var døøøød,” hulker søster grådkvalt. ”Se, nu virker den igen,” siger moster. ”Jeg napper lige batteriet,” siger far. ”Skal vi ikke snart hjem?” hulker søster.