der fandtes haver at vokse op i
stier at lege på
men de førte alle de rigtige steder hen
han kunne kun blive i sig selv ved at rejse
var uden øjne - derfor gemt
sagde kun sandheden - derfor stum

snart blev det sent som aldrig før
og han badede i skæret fra månen
hvor de fanger laks og ørred
i tårer dryppende fra røde kinder

han var en ensom stemme i en ørken af vinyl
hans lod var at vandre gennem dette
sandblæste landskab
mellem torskesmut og bonsai
og kravle over myretuer store som solskin

han havde sine regnbuegummistøvler på
men trådte alligevel hvor han ikke skulle
have trådt
og gemte sig i siloerne i præriens udkant
og endnu senere i middelhavets perle
række af byer hvor han smuglede
løgne gennem æteren

han var den kutteklædte der såede slum og stævnemøder
i rummet sov på bunden af vejret hvor kun
sprogets maskinpistol raller
og vågnede i det nordligste af natten
fordi regnestykket ikke ville gå op
han vidste end ikke om han skulle gange        eller dividere

• Svimmelhedstid (2006)