the city alcools

den tynde tavse tomhed hvor præriehunden tuder sin
blues mod månen med en underlig påtaget unaturlighed
blev på én gang erstattet af en gigantisk lydløs
explosion af lys der slugte hele universet

den røde ild bragede buldrende over dagen og
den mørke flod med øjne som azur-blåt vand spejlede sig
i glas-monumenterne der ved dagens begyndelse brød
himmellegemet i metalliske smæld og evig støj

lysternes have blev grundlagt og nogle kaligrammer faldt
mod overfladen og passions-blomsterne rystede landet i delirium
og erektion

tiden af syntetisk materiale aflivede planetens spædbørn
fordi den i lasede skrifter havde læst om ordenes
spændstighed

en ensom grif rejste over tindrende tinder gennem dalende
dale langs ålende åer i blæsende blæst men nåede aldrig
til byen alcools

og sproget var så gammelt
at end ikke de der talte det
forstod det

• Ildfisken Nr. 3, 1993